Crafters.dk – en privatejet server.

I januar sidste år, overtog jeg igen tøjlerne som Administrator for Crafters.dk.
I den forbindelse gjorde jeg op med den daværende måde at drive serveren på.

Der var et ønske om forandring fra spillere, der ønskede at der blev ændret på måden klager over Serverteamet, og dets beslutninger blev håndteret.
Ønsket var bl.a. mere åbenhed og gennemsigtighed i arbejdet “bag kulissen”, og fra de møder Serverteamet holdte hver søndag.

På bagrund af dette, ændrede jeg setuppet som Serverteamet opererede ud fra, og indførte mere gennemsigtighed. Jeg åbnede op for bedre behandling af klagesager, og for mere fair beslutninger truffet af moderatorer og ledelse.

Efter et år med denne tilgang, må jeg proklamere at en væsentlig mængde af disse ændringer, i stor grad har været med til at gøre Crafters.dk og vores Minecraft server ringere at være en del af.
Både for spillere og teamet der forsøger at styre driften til daglig.

Set i bagklogskabets klare lys, har mine beslutninger dengang, gjort arbejdet sværere for Serverteamet, stemningen på serveren har været trykket hele sidste år, og er det fortsat.


I forsøget på at være retfærdig og åben, har vi i dag et fællesskab, som groft sagt har udviklet sig til at være et parallelsamfund til Danmark:


Der er politik, græsrodsbevægelser, politi, regering og ikke mindst hylder vi retten til at være krænket over stort set hvad som helst der ikke passer ind i den enkeltes navlepillende verdensbillede.
“Når andre gør ting jeg ikke kan li’, har jeg ret til at råbe højt, skabe mig og kræve at alle andre skal opføre sig som mig, og synes de samme ting som jeg gør.”
“Hvis jeg ikke får min vilje, har jeg retten til at klage, pege fingre og opføre mig grimt, for at gøre opmærksom på at netop JEG, har ret til at gøre som jeg vil.”

Denne altopædende filosofi, som vi også har adopteret på Crafters, – delvist opfordret gennem de ændringer jeg har indført, dræber vores fællesskab… langsomt men sikkert:

– Spillere vælger serveren fra pga. stemningen og intrigerne.

– Moderatorer er begrænsede i deres muligheder for at udføre deres arbejde, og mister lysten til at hjælpe til.

– Serverteamet bruger mere energi på at lukke ned for konflikter, end på egentlig udvikling af serveren, og mister lysten til at holde serveren i live.

– Ledelsen, jeg selv, danser en diplomatisk stepdans, for at tilfredsstille så mange grupper af spillere på én gang som muligt, og drænes fuldstændigt for energi og lyst til at opretholde betalingen af serveren sammen med donationsgruppen. Jeg holder kun fingeren fra SLUK knappen ved hjælp af stor koncentration.



Jeg er ikke bleg for at indrømme en fejltagelse fra min side, og erkender klart at jeg har haft en stor rolle i den uheldige udvikling vi ser.
Heldigvis kan alle vælge at se fremad, og forsøge at arbejde frem mod bedre tider.
Også jeg, og derfor har jeg haft samtaler med Moderatorer og Serverråd, om hvordan vi får rettet skuden op, og undgår at brænde ud allesammen.

Dette er derfor en streg i sandet, og vi ønsker at gøre én enkelt ting lysende klart for alle:

Crafters.dk er en PRIVATEJET server.


Vi tilbyder muligheden for et forum man kan deltage på, og muligheden for at spille Minecraft på en multiplayerserver.
Minecraft er et COMPUTERSPIL, og formålet er at HAVE DET SJOVT med at mine, bygge og deltage i chatten…

Når jeg understreger at vi er en privatejet server, er det for at klargøre at vi ikke er forpligtet til at følge den enkelte spillers opfattelse af retfærdighed.
Vi har sat nogle regler op som vi vil have folk følger. Samtidig forventer vi at spillere, logger ind på vores server med det formål at hygge sig.
Opfatter vi at dette ikke er tilfældet, er vedkommende ikke velkommen på serveren.
Dette gælder også hvis man opfører sig som en idiot.

Det behøver ikke at være en regel fra vores regelsæt der afgør om spilleren er velkommen eller ikke.
Ødelægger du oplevelsen for andre, bliver du smidt ud.
Dette har vi bestemt, og ingen klage, råben højt eller anden dum adfærd der fremføres for at modstride dette, kommer til at ændre på noget.

Vi kommer til at følge dette helt til dørs:

Moderatorerne har 100% opbakning fra alle bag serveren.
Det er Moderatorerne der bestemmer rigtigt og forkert, og de har bemyndigelsen til at smide folk ud, uanset årsag.

Det er slut med følelsen af at kunne anke beslutninger i “byretten, landsretten, og til sidst højesteret”.

Bliver du smidt ud, er der en grund til dette, og grunden er at vi har som formål at have det sjovt på serveren med at spille Minecraft, med andre der har det på samme måde.

Du må gerne skrive et indlæg, hvor du spørger til grunden bag beslutningen i et pænt sprog, og vi læser og svarer gerne, og kan muligvis vælge at se på sagen igen.
Men forvent ikke længere, at kunne brokke dig til at få ret.
Forum emnet “Kritik af Crafters”, flettes sammen med “Idéer og forslag”, og “Klage over ban” ændres i ordlyden for at afspejle, den nye tilgang.

Vi ser stadig gerne spillere bidrage med gode idéer og arbejdskraft, men vil fremover i høj grad skelne mellem aktive og inaktive spillere, når vi skal forholde os til de enkelte idéer/forslag til forbedringer.
Vi ønsker ikke igen, at ændre setuppet for at imødekomme spillere der alligevel ikke er aktive.

Det kan vi bestemme, da vi driver en privatejet server. Vi sætter reglerne.

Der er 100% enighed om dette, fra både Moderatorer, Serverråd og Administrator.

JacobBoTollak

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.