Ninjastick stopper som moderator.

Ninjastick har valgt at fratræde som moderator, da han ikke synes at han har tiden til det mere.

Vi siger mange tak til Ninjastick for indsatsen, og tak for de mange timer du har lagt i Crafters. Vi håber stadig at se dig inde på Serveren.  

Beslutning: Ny Lobby bliver ikke indført.

Efter grundig overvejelse, har jeg besluttet at vi ikke skifter til den nye Lobby.

Som der blev skrevet ud ved aflysning af Lobby åbningen, var jeg blevet opmærksom på nogle udfordringer med vores valg af Lobby.

Efter flere henvendelser gik det op for mig, at Serverrådet, og ikke mindst jeg selv, ikke havde løst opgaven med at vælge en ny Lobby, med udgangspunkt i Crafters værdier.

Vi havde stukket en opgave ud, med meget frie rammer, og der blev udvalgt 2 meget imponerende byggerier til en afstemning. Forblændet af byggerierne, og de spændende features, blev det mest med ja-hatten på, da vi skulle vælge kandidaterne.
Set i bagklogskabens lys, burde vi have sat strammere rammer for byggerierne, og brugt mere tid på at mærke efter, præcis hvad vi forventede os.
Derfor må jeg beklage overfor Jer, at vi lavede en fejl. Selvom alle kan fejle, er det bestemt ikke en rar følelse at indse dette.

De 2 forslag i afstemningen var flotte, men også tydeligt et resultat af worldedit og creative. Samtidig er de sjove features med head hunt, parkour og command blocks ikke noget man ellers kan opleve som spiller på Crafters.

Vi har som server, holdt fast i vores kerneværdier, helt fra dag 1, for snart 10½ år siden.
Crafters er unik, og tilbyder at spille Minecraft uden en masse ekstra features. Det er en bedrift, at mine sine egne ressourcer, og lave flotte bygninger man kan være stolte af.
Vi har et godt sikkerheds setup, og gode moderatorer der beskytter folks værdier og bygninger.
Den indstilling har snart 3000 Craftere vurderet god nok til at gide smide en ansøgning, for at få lov til at spille hos os.

Derfor, kan vi ikke have en Lobby, hvor der er store byggerier, der er synligt creative, eller features som du primært ser på de store minigames servere.
Det er vildledende for de spillere der logger ind. Det er som at købe en fed gaming-pc på nettet, med vandkøling og LCD, for bagefter at opdage at det er en PS3 når du pakker den ud.

Igen, må jeg beklage at jeg ikke var skarp nok, til at indse dette fra start.
Forhåbentligt har det har givet lidt forståelse for beslutningen.

FedeAnderzen stopper i Serverrådet.

FedeAnderzen har meddelt, at han gerne vil udtræde af Serverrådet.
Han har været en enormt stor kreativ drivkraft, og har budt ind med talrige idéer, tanker og løsninger. Derfor bliver det en tilvænning for os andre i Serverrådet, at skulle undvære hans input til møderne.

Der skal lyde en stor tak, for en ligeså stor indsats, og vi ønsker FedeAnderzen det bedste fremover. Forhåbentligt stadig på Crafters

**AFLYST**Lobby åbning. Fredag d. 7/5 kl. 19.00

Åbningen er udskudt indtil videre.

Jeg er blevet opmærksom på nogle problematikker, som jeg bliver nødt til at få afklaret inden en ny lobby kan åbnes.

På fredag d. 7. maj kl. 19.00, inviterer Crafters.dk til åbning af vores nye Lobby.
Vi mødes i vores gamle Lobby, som vi siger farvel til, og sammen løber vi igennem L-Factor portalen til vores nye Lobby.

Der er mulighed for at vinde Champtitlen, og dit helt eget guldnavn i chatten.
Læs mere herunder.

——————————

Konkurrencer og oplevelser.

Den nye Lobby, byder på mange oplevelser, og er meget kreativt bygget, så der kan løbes vidt omkring og se områder med forskellige temaer.
Lobbyen, er bygget af toeffe, livsis, zicy og Keymorten.

Der findes b.la:
– Spleef bane, der kan resettes til en omgang mere, eller 3.
– Head hunt, hvor du skal finde hoveder fra spillere gennem Crafters historie.
– 2 parkour baner, med tidstagning og leaderboards.

Head Hunt

Der er til at starte med 2 spillerhoveder som der kan findes, hvis man er dygtig.
Det er naturligvis xcanner og julemand101, som var de allerførste og meget betydningsfulde personer der var online på Crafters.dk

Der kommer et nyt spillerhovede hver fredag.
Og som det fedeste, får du achievements hvis du kan finde hovederne. (tilgås ved at trykke “L”)

Hvis du er rigtig god, kan du prale af at have fundet alle hoveder der er lagt ud på banen, efterhånden som de kommer hver fredag.

Vind Champtitlen og et guldnavn i chatten.

Vi kårer op til 2 vindere som Parkour Champ, og tilhørende guldnavn:
Efter søndag er de Craftere der er hurtigst på hver parkourbane vores nye Champs.
(Hvis samme spiller er hurtigst på begge baner, er det kun denne der bliver Champ). 

Vi ses på Fredag kl. 19.00 

Crafters nye lobby, og en afstemning der blev standset før tid.

Afstemningen om den nye Lobby blev suspenderet, efter den havde været i gang i forholdsvis kort tid.
Det er besluttet at udpege vores nye lobby ud fra de allerede indkomne stemmer:
Lobby B er valgt af spillerne, som det foretrukne forslag.

Selve resultatet af afstemningen, er truffet ud fra følgende:

Vi har opereret med 2 modeller.

Et resultat ud fra alle indkomne stemmer
Et resultat, hvor de “inaktive” stemmer er blevet frasorteret.

Model 1, viser at spillerne vælger Lobby B.
Model 2, frasorterer det samme antal stemmer på begge forslag. Dvs, at denne model viser det samme resultat, som model 1.

Lobby B, som er den store Lobby med bla. parkourbaner og skull-jagt, er derfor valgt af spillerne.

Lobbyen er et resultat af et samarbejde mellem en gruppe af spillere på serveren, (Toeffe, Livsis, Zicy og Keymorten) som gik sammen om at bygge et forslag.


Hvorfor blev afstemningen stoppet, og hvordan bliver fremtidige afstemninger?

Serverrådet havde forsøgt at udtænke en ny måde at holde en afstemning, som kunne afholdes på Discord, da vores forum er desværre ved at være lidt outdated, og mange nye spillere bruger netop Discord som den foretrukne måde at kommunikere på.

Et af de nye tiltag var at ens Minecraft bruger skulle linkes til sin konto på Crafters Discord kanal. Det skulle sikre at brugere der spillede Minecraft på Crafters.dk kunne stemme, og tanken var også at det på den måde var de aktive spillere der fik mulighed for at vælge, da det jo er dem der skal se på den nye lobby, hver gang de logger ind.
Som nævnt tidligere, vil vores fokus være på de aktive spillere, da det netop er dem der gør at Crafters Minecraft lever videre.

Kort efter afstemningen er startet, oplever jeg at der dannes grupperinger i afstemningen.
(For nyere spillere, kan det fortælles at der tidligere i Crafters historie, har været en fløjkrig mellem 2 grupperinger på serveren.)

Denne afstemning blev vanvittigt barnagtigt brugt til at rippe op i det gamle sår.
Det blev tydeligt at brugere der ikke længere var aktive på Crafters Minecraft server, loggede ind med det ene formål at linke sin konto til Discord, for dermed at kunne støtte deres “gruppe” mod sine “modstandere”.
Dermed kom afstemningen pludselig ikke længere til at handle om et valg mellem 2 helt fantastiske forslag til en ny Lobby, men i stedet om gammelt fjendskab, hvilket bare er så usselt og respektløst overfor de spillere der har brugt mange timer på at lave et forslag til en Lobby.

Jeg har brugt alt for mange timer på den konflikt, og jeg har meldt ud tidligere at jeg ikke vil acceptere flere af den slags hændelser. Derfor trak jeg stikket på afstemningen.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har tænkt længe over om disse personer fortsat skal være en del af Crafters.dk, en tanke som jeg også har drøftet med Serverrådet.

I løbet af det seneste Serverrådsmøde, kom vi frem til at så længe der findes disse idioter, er det ikke muligt at afholde en gennemsigtig afstemning, som alle kan følge med i.

Ny metode til afstemninger.

Derfor har vi forsøgt at udtænke en model, som læner sig op af den type afstemninger man ser fra TV shows, hvor alle stemmer anonymt, og hvor det samtidigt ikke er muligt at se resultatet af afstemningen, før det endelige resultat afsløres når det hele er slut.
Desværre betyder dette, at spillerne på Crafters må have tillid til at deres stemmer behandles korrekt af Serverrådet.

Samtidig vil vi indføre en måske lidt kontroversiel idé, om at alle fortsat kan stemme, men at stemmer fra aktive spillere vil tælle mere end, stemmer fra inaktive spillere.
Uden at lægge os fast på noget endnu, kunne det eksempelvis være at aktive stemmer tæller for 2 points, mens inaktive tæller 1 point.
Dermed vil det fortsat være muligt for alle at stemme, og få indflydelse.

Definitionen af aktive spillere, vil baseres på mange forskellige handlinger på vores community’s platforme. Og en sum af disse handlinger vil matematisk afgøre om man defineres som en aktiv eller inaktiv spiller.
Hvilke handlinger, vil ikke blive offentliggjort. Dette er for at forhindre misbrug, og spekulation i metoder der kan påvirke resultatet.

Med denne model, håber vi at have ramt plet. Det er sørgeligt at vi skal helt derud, for at forhindre enkelte personer i at ødelægge det for mange andre.
Men internettet er desværre også en platform for trolls og personer der kun ønsker sig selv godt, og det bliver vi nødt til at kunne stå imod på Crafters.dk.