Reset af Mining world i dag kl 16:00

Edit: Mining world er blevet resat.

Som tidligere udmeldt i forbindelse med opdatering af serveren til 1.15.2, så resettes Mining world i dag (4/4-20).
Reset vil blive udført kl. 16:00.

Så hvis man endnu ikke har fået hentet de sidste ting fra Mining world i nu, så har man indtil kl. 16:00.

De verdener som bliver resat er.
Novus,

  • Miningworld
  • Miningworld Nether
  • Miningworld The End

Senex,

  • PvP

Aprilsnar 2020

De af jer der har læst, det der er blevet lagt op i løbet af de sidste par dage, har nok allerede indset, at der var tale om en aprilsnar. Tak fordi jeg måtte underholde den sidste uges tid. Alt er tilbage ved det normale serveren som I kender det.

Dette års aprilsnar har har lånt meget fra Julemand101’s aprilsnar fra 2013, hvor serveren blev oversvømmet, så jeg vil gerne takke ham for inspirationen.

Det var sjovt at skrive den lille historie, og jeg håber at I synes det var spændende at følge med i.

Hvor blev vandet af?

Ikke nok med at der har været uudholdeligt varmt de sidste to dage – i dag vågnede jeg simpelthen op til at alt vandet var væk! Fra mit soveværelse har jeg udsigt over havet, og jeg blev, om noget, meget forundret da jeg i dag kunne se at havet var tomt. Øjnene blev gnubbet en ekstra gang, men det hjalp lige lidt. En gennemsøgning af hele Novus bekræftede det samme. Havet er simpelthen forsvundet. Boringer i både sten og jord efterlader heller ingen spor af vand. Der er nogle små pytter vand hist og her, og kun enkelte planter holder fast i så små mængder, at man ikke engang kan brygge en potion på det.

Udover den klimatiske katastrofe, har der også været andre konsekvenser på Novus. Vandets forsvinden har ført til et massivt fald i aktieværdi for alle virksomheder i UB. The Islanders overvejer at skifte navn, og Sky City brokker sig på tredjedagen over manglen på skyer. Vi får også rapporter om, at der er spillere der er taget til Nether for at køle af.

Vi mødtes i kriserådet, så tidligt som morgenen ville tillade det. FedeAnderzen startede ud med at brokke sig over at de flæskestege han havde købt var så tørre at de ikke kunne spises. Farvaders flåde var strandet på bunden af havet, og zicy kunne ikke få konsollen til at svare. Selvom vi alle har hamstret gær og toiletpapir, var der desværre ingen af os der tænkte på at købe vand. Vi var alle berørte. Ordene rungede så højt til at starte med, at JacobBoTollak måtte mane os til ro så vi kunne handle.

Efter længere tids undersøgelser, kunne jeg i kriserådet melde at den opvarmning vi har set, ser ud til at være forårsaget af hoppers. Det har længe været velkendt at hoppers står bag den, til tider, lave TPS, men det ser altså ud til, at de også udleder uanede mængder Co2.  Det ser dog ud til at være den eneste kilde til opvarmningen.

Man kan gå ud fra, at vi fik styr på resten af potentielle Co2 kilder da serveren blev oversvømmet i april 2013, som følge af den globale opvarmning dengang, men vi har ikke været lige så observante, da hoppers kom til serveren bare 20 dage senere.

På normal vis fordamper vand når det bliver varmt, og så regner det efter lidt tid, og det er forklaringen bag den storm vi havde for et par dage siden. Det viser sig bare, at den gamle pumpe har pumpet så meget vand ud af serveren, at der ikke er mere vand tilbage der kan blive til regn. Det er endda stormvejr lige nu. Vi kan forvente torden og lyn, men der er ikke en sky på himlen.

Grundet manglen på vand er der også så tørt, at vi bliver nødt til at fraråde på det kraftigste, at benytte åben ild på serveren. Græsset og træerne er helt tørre, og selv en gnist kan starte en skovbrand.

Vi arbejder i skrivende stund på højtryk, for at finde ud af om pumpen har en funktion der kan pumpe vandet tilbage igen. Indtil da opfordrer vi på det kraftigste til at I sparer på den smule vand der måtte være i kisterne rundt omkring, og at I for alt i verden ikke benytter åben ild.

Crafters.dk ramt af tørke

Der er stadigvæk ingen tegn på skyer, og i dag ser ud til at blive endnu varmere end i går. Efter en opmåling af luftfugtigheden, vil jeg mene at vi kan tale om en decideret tørke, og jeg vil derfor råde jer alle til at holde jer i skyggen og drikke masser af vand.

Ved nærmere undersøgelse af de gamle logs som jeg har fået hænderne i, er der dog nogle enkelte ting der stikker ud. Temperaturen er steget og faldet, og steget igen, alt efter serverens befolkning på det tidspunkt. Der var dog et tidspunkt der undrede mig, og det var netop da vi opdaterede til 1.5. Lige siden da, har temperaturen i gennemsnit steget, år efter år. Der må være en eller anden introduceret bug, eller problematisk block, der kom ind på serveren dengang, men hvad kan det mon være?

Vi kan forvente, at der stadig vil være tørt i morgen. I hvert fald er der ingen tegn på regn i den kommende tid. Jeg har forhørt mig med resten af serverrådet, og de deler alle mine bekymringer. Vi har nedsat et kriseråd, og vi er begyndt at finde på nogle konkrete tiltag, som nok ender med at blive nødvendige hvis tørken ikke ophører snart. Både rationering af vand og obligatorisk regndans er på tale. FedeAnderzen opfordrer i øvrigt alle til at gå ud og begynde at hamstre flæskesteg og stjernemix, og leder som et fantastisk eksempel i dette.

Undersøgelsen fortsætter, men jeg håber at vi snart får et konkret svar, inden det går galt.

En varm solskinsdag

Det var en kæmpe lettelse her til morgen da jeg så at regnen fra i går var holdt op. Vandstanden ser normal ud, og der er ikke en sky på himlen. Hvor heldig har man lov at være? Jeg skyndte mig over til pumpen for at slå den fra, af frygt for at den ville ende med at lave et krater, hvor der engang var en rustbunke af en pumpe. Med lidt vold fik jeg håndtaget tvunget op igen, og maskinens usmurte tandhjul hvinede indtil den stoppede et halvt minut senere.

Vi er kommet helskindet igennem dette uvejr, men jeg får meldinger i min øresnegl om, vi stadig har nogle uregelmæssigheder i konsollen. Temperaturen er simpelthen blevet skruet op, og i de kommende dage kan vi forvente tørvejr, og hård vind fra sydvest. Jeg har snakket med de andre fra serverrådet, og samlet er vi enige om, at det værste nu skulle være overstået. Serverens egen viking, Farvader, var tilmed ekstatisk over meldingen om de fordelagtige vindforhold, og ser frem til at tage ud på togt.

Efter at have gravet lidt dybere i serverens arkiver, ser det dog imidlertid ikke ud til at temperaturstigningen har noget med opdateringen til 1.15 at gøre.

Log efter log bekræftede den samme udvikling.

På serveren har vi åbenbart haft en mere eller mindre konstant temperaturstigning gennem de sidste mange år. Jeg må indrømme at jeg indtil videre ikke selv havde bemærket denne opvarmning, men det kunne da forklare hvorfor det altid regner så meget på serveren. Tilbage står man med spørgsmålet om hvad det er der skaber denne klimatiske ubalance, og har hvad end der forårsager vores tekniske problemer, eksisteret i årevis?

Stormen rammer

Vandet fygede ind på ruden, da jeg blev vækket af et brag fra et lyn i morges. Min vejrudsigt fra i går havde ramt plet (første forsøg, det går da meget godt det her!)

Da jeg kiggede ud ad vinduet, så det ikke umiddelbart ud til, at det ville klare op i dag, så jeg hoppede i regntøjet, og traskede ud til world border, hvor vi har vores gamle pumpesystem. Der er nok ikke mange af jer der har hørt om pumpen, og det er først og fremmest fordi vi ikke har haft behov for den meget længe, og så også fordi sidste gang vi skulle bruge den, fejlede systemet, og serveren blev oversvømmet som resultat.

Efter en lang tur på gåben kom jeg ud til maskinen, og den var i en ret sørgelig forfatning. Den var dækket af rust, og jeg tror ikke engang, at redstonen var blevet opdateret, siden 2013. Maskinen gav et ordentligt ’klonk’ da jeg trak i håndtaget, og pistons begyndte at arbejde. Hvordan den virker, skal jeg ikke kunne sige. Det er noget redstone-magi, som hører til den gamle tid på Senex. Vandet bliver i hvert fald pumpet væk, og ender et sted på den anden side af world border.

Det ser altså ud til, at vi kan gå tørskoede rundt inde på serveren endnu, i hvert fald hvis man ser bort fra det vand der stadig falder ned foroven.

Jeg håber inderligt at pumpen kan klare sig selv igennem det her stormvejr, og den ikke ender med at gå i stå. Vi bliver i hvert fald nødt til at skaffe en ny snart.